Opskrift på hjemmelavede tarteletter
- 24. mar.
- 2 min læsning

Sådan laver du hjemmelavede tarteletter
På Frank’s Kro har vi altid hjemmelavede tarteletter på menukortet som en fast forret. En klassisk dansk ret, som vores gæster bliver ved med at komme tilbage til. Om vi kalder den for høns i asparges eller bare tarteletter er en smagssag. Indholdet er det samme.
Det er faktisk relativt simpelt, at lave retten derhjemme. Mange bruger den som skrub-af-mad til julefrokosten eller bare som en nem hovedret en hverdagsaften.
Søger du lidt videre på nettet, vil du helt sikkert også finde en del opskrifter, hvor der koges en hel kylling, som herefter "plukkes" for kød. For at gøre processen lidt mindre omstændig, bruger vi blot kyllingeoverlår i vores opskrift.
Ingredienser:
2 kg. kyllingeoverlår
En håndfuld suppeurter (gulerod, løg, porre, persillerod, selleri)
Friskkværnet peber
1 spsk. salt
5 laurbær
2 ds gode aspargeshoveder (gå efter nogen, hvor det er hovederne og ikke kun bunden af asparges, der er i glasset. De er typisk en smule dyrere end de andre.)
1/2 liter piskefløde
Maizena
Tarteletskaller
50 gram smør
Fremgangsmåde:
Kyllingelårene koges i 1 liter vand, med suppeurter, peber, salt og laurbær. Kyllingelårene skal simre i ca 30 minutter under låg og gerne køle af i kogevandet.
Asparges drænes. Tryk gerne forsigtigt det sidste væske ud af aspargeserne. Hvis der er stadig er meget saft tilbage i aspargeserne, kan du risikere, at sovsen bliver for tynd.
Husk at gemme væsken fra aspargeserne til sovsen.
Kyllingen tages op af “suppen”, som gemmes til sovs. Skind og ben fjernes fra lårene og kødet plukkes i mindre stykker. De drænede asparges og den plukkede kylling blandes og gemmes til sovsen er færdig.
Kyllinge”suppen” sigtes, og en halv liter hældes i en gryde.
Væsken fra asparges og piskefløde blandes i.
Hele massen jævnes med maizena og smages til med salt og peber.
Kylling og asparges kommes i sovsen og varmes godt igennem.
Hvis man hellere vil lave en opbagt sovs i stedet for at bruge Maizena, så gør man bare det.
Et bonustip til tarteletskallerne:
Tricket er at købe de tykke tarteletskaller. Og for et endnu bedre resultat, så kan du brune noget smør og hælde ud over skallerne inden de lunes i ovnen. Husk at vende skallerne med bunden i vejret på bagepladen når du luner dem.
Afslut med at pynte med lidt tomat og persille, og så smager det skønt med lidt friskkværnet peber på.
Velbekomme!
Kunne du bruge opskriften? Så send den også lige til en ven, der kunne have glæde af den.


